Billeder der fortjener en kommentar !

- eller kommentarer der fortjener et billede.       Klik på billederne og se dem i fuld størrelse.

Områder øst for byen har over en weekend været rammen omkring Arctic Circle Race, 173 skiløbere fra 14 lande, dog hovedsaglig fra Grønland, kæmpede sig over tre dage igennem det 160 km lange løb.

Hvordan det opleves kan jeg kun gætte mig til, scenen er storslået, men enhver skiløber må føle sig lille i den store kulisse, og ikke mindst i kampen mod trætheden og til dels kulden, selv om det nu ikke var særligt koldt i de dage løbet foregik.
Igen vil jeg opfordre til at klikke på billedet, for det er svært at se skiløberne i sporet, men lidt til højre i billedet og lidt oppe kan de ses kæmpende sig de sidste kilometer frem mod en heltemodtagelse i byen.

Skiløbere i skyggen af de høje fjelde, det er svært at gengive den udtalte træthed på billedet, men selv på lang afstand kunne jeg høre hvordan de heppede på hinanden, med opmuntrende tilråb bekræftede de hinanden i at de godt kunne klare det sidste stykke.

Vandsøen i udkanten af byen har længe været frosset helt til, men den seneste tid har tøvejret fået sneen på fjeldene omkring søen til at smelte, og det har til tider fåen søen til at se helt sommerlig ud, på billedet er vandet dog frosset igen og søen er nu bare en kæmpe skøjtebane ;-)

Tøvejret har også skabt mindre og lidt større søer inde i byen, hundene forstår vel ikke hvad global opvarmning betyder for dem, men deres favoritårstid er i år kortere end i mange år, ja måske end nogensinde.

03.03.13 Søndagstur i snescooternes spor. Handora som er en af Gitte og hendes forældres venner, inviterede mig på en “spadsere tur” der førte os ud i området ind mod Kangerlussuaq, og jeg mente faktisk, på et tidspunkt, at jeg kunne skimte de røde fly i lufthavnen derinde ;-)  I hvert fald gik vi et pæn stykke ud og væk fra grusvejen, vi fulgte nogle snescooterspor, først lidt ud på isen på Ulkebugten, hvor flere snescootere drønede rundt, derfra gik vi bare den vej sporene gik. Grunden til at vi gik i sporene, er at der er sneen trykket fast og rimelig gangbar, flere steder trådte vi dog alligevel igennem den faste del og stod pludselig i sne til knæene, lidt tungt at traske i, men friskt med frisk på .

Det er i virkeligheden umuligt at beskrive den følelse der opstår i en, når solen, fjeldene og sneen viser den imødekommende side som de gjorde denne dag. Trætheden og kulden er sådan en dag ikke i stand til at trænge ind og forstyrre de store indtryk.

Hvem tænker ikke Norge når de ser dette billede, ja jeg gjorde !   Fem Islandske heste med en fortid som “turist tilbud” i Kangerlussuaq, er for nogle år siden blevet redet her til Sisimiut, hvor turister og andre der skulle have lyst, nu kan ride ud i det flotte landskab. Haldora fortalte at de tidligere havde gået og græsset på en “mark” inde i byen, men bageren var træt af at de rodede i hans gamle brød bag butikken ;-)

Sisimiut mesterskabet i Hundeslædekørsel, som også er kvalifikation til Grønlandsmesterskaberne, løb af stablen Lørdag d. 2. Marts i det flotteste vejr man kan ønske sig. Præcis kl. 13.00 blev slæderne frigjort og de vel omkring ti hundespand, løb alt hvad remme og snore kunne holde. Lyden af gøende og hylende hunde, der her op til starten havde fortrængt den arktiske stilhed, blev fra det ene øjeblik til det andet, afløst af et målrettet, nærmest lydløst, energiudbrud, – og afsted gik det !

Enkelte hunde slap løs eller blev frigjort efter uheld, og luntede nu slukørede og desorienterede tilbage mod målstregen, men hvor skulle de rende hen, deres “herre” og deres hundefamilie var jo væk, jeg tænkte at det måske bare var endnu et eksempel på hvor hård et hundeliv i Grønland kan være.

Havet som det tager sig ud på en kold Februar dag, der er begyndende hav is, og jeg læste forleden at havnene nord for Sisimiut nu var lukkede på grund af hav isen, om det også sker her i Sisimiut må tiden vise, men det fryser omkring – 20 grader og bliver det ved med det, tror jeg sagtens at isen kan give skibstrafikken problemer.

I dag så jeg dog et par små joller mase sig igennem de  smalle bælter af grødis, og  jeg mødte faktisk nogle jægere på min vej ned til havet, tre mænd i den karakteristiske påklædning, store gummestøvler, keddeldragter og geværene på skulderen, de havde skudt Alke og Måger, så lidt mad på bordet giver havet åbenbart stadig, men det er KOLDT herude !

På mine gåture til byens centrum, enten for at handle i Brugseni, eller bare for at komme ud og få lidt luft og lys, kommer jeg næsten hver gang forbi Spejdersøen og Kulturhuset Taseralik.  Denne dag skar solen en tynd stribe af lys over søen, og da den rammer kulturhuset, bliver det som næsten det eneste hus oplyst på den mest fantastiske måde. Gad vide om de har placeret huset der hvor det ligger, alene af denne grund ?

Nabogården havde jeg nær sagt, men helt forkert er det nu ikke, for husene på billedet er en bebyggelse der ligger lige ved siden af den jeg bor i.  Lysene i natten,  de røde huse, snescootere tilfældigt parkeret, det ser da hyggeligt ud !

Nypræpareret langrendspor i nyfalden sne, findes der noget bedre for en skiløber med et energioverskud der skal brændes af, måske ikke – jeg har dog til gode at mærke det overskud presse sig på, men jeg har ikke mistet troen på at det en dag vil vise sig, og så kan de spor bare vente sig !

I øvrigt synes jeg at jeg ser pænt tynd og i form agtig ud - på skyggen ;-)

Der findes mange farver der passer sammen, og som i form for synergi, giver hinanden nye og større dimensioner, rød og hvid sammen, kender og elsker vi danskere jo effekten af.

Grønlænderne har også taget de to farver til sig, om de gjorde det før de vidste at sne var hvid må ånderne vide, men jeg ved at hvid sne, et rød hus og blå himmel, gør mig glad på den gode måde.

Det lille Røde hus i himlen, som jeg af en eller anden grund altid får øje på når jeg går hjem fra købmanden, får tanker frem i mig, tanker om det at bo sådan rigtigt for alvor i Sisimiut, jeg ryster dem som regel hurtigt af mig, men en lille snært, bliver hver gang liggende tilbage i hukommelsen . . . . .

Billedet er fra Frydenstrand, et navn der måske overdriver lidt i forhold til strandens egenskaber som badestrand, men denne dag hvor min søn tog dette billede, var det i den grad en fryd at fornemme den mystik disen skabte, begrebet “himmel og hav stod i et” fik ny betydning den dejlige dag.

 

Posted in Sisimiut | Leave a comment

Kussangasoq 23

15.12.12 Kussangasoq 23.1.2 bliver i det nye år, og nærmere bestemt den 9. Januar, min adresse i Sisimiut, 54 m2 i den gule blok til højre på billedet, fordelt på stue, køkken, soveværelse, entre/bryggers og toilet/badeværelse, alt i rigtig god stand, med bøgeparket i stue og soveværelse og klinker/fliser i entre og bad, nemt at holde og dejligt enkelt.

Kussangasoq betyder skråt ned, eller skråning, og bedre kan den fjeldtop jeg kommer til at bor på, eller vejen derfra, vist ikke beskrives, og det lyder da bestemt også bedre end “skråt op”

Billedet viser meget godt det grålige lys, der i December er det bedste solen formår.

Mit første kik indenfor, viste et forholdsvis stort køkken med plads til et spisebord, nyt komfur med emfang, og dejligt mange skabe. Vinduet vender mod nord og er der hvor jeg har noget der ligner en udsigt. Her glæder jeg mig til at tilberede og byde gæster på, lækre retter af alt det Grønland byder på af dyr, fugle og ikke mindst fisk.

Stuen som er meget ligetil, en fransk altan mod syd, hvorfra jeg med længsel vil vente på solens opståen. Soveværelset har ligeledes vindue mod syd, og der er monteret et par gode garderobeskabe.

Det bliver spændende at se om mine møbler, bøger, billeder, tv og alt det andet, kan få denne lejlighed til at fremstå som det hyggelige hjem jeg virkelig savner, og som jeg glæder mig til at invitere gæster til.

Toilet med bruseniche bag fotografen og ja hvad mere er der egentlig at sige om dette nødvendige værelse.

Lejligheden set fra “gården”, den er på første sal til højre, og med tilhørende skur i gården til opbevaring af – ja min cykel er da med i flyttegodset, og en snescooter kan alligevel ikke komme ind af døren.

Min udsigt fra vinduet i køkkenet mod nord, Præstefjeldet i baggrunden og skolen i bunden til højre

Godt Nytår !

08.01.13

Ja så blev det altså 2013 !

- og jeg skulle flytte ind i min nye lejlighed. Jeg landede den 8. Januar kl 12.30 efter en af de mest turbulente  landinger jeg nogensinde havde oplevet, det lille fly, blev kastet først til siden, så op og ned og så igen til den anden side, og så det hele igen bare i omvendt rækkefølge ….  jeg holdt min opmærksomhed på stewarden, som så forbavsende rolig ud – de er sgu godt uddannet, og vi landede da også fint, men klapsalverne fra de andre passagerer og ikke mindst mig selv, efter landingen  - vidnede i deres styrke om, at vi havde gennemgået noget, alle var lettede over endte godt !

Efter at have genset min midlertidige bolig og sikret mig at alt var som da jeg forlod den, gik turen til INI boligselskabet i Grønland, en lejekontrakt lå og ventede på min underskrift, men inden jeg måtte modtage min kopi af denne, måtte jeg lige en tur omkring banken for at betale indskud og den første måneds husleje, heroppe tror man åbenbart, og måske velbegrundet,mindre på hinanden, i sådanne sammenhæng.

Derefter gik turen op til min nye lejlighed, hvor en vicevært eller en “teknisk servicemedarbejder” kl. 14 ville vise mig lejligheden og vigtigst for mig, overgive mig nøglen, jeg ankom i god tid, og der bebrejder jeg ingen, men den snestorm der tidligere havde besværliggjort landingen i lufthavnen, besværliggjorde nu min venten, for kl. 14 kom der ingen vicevært, kl. 14,15 kom der heller ikke nogen vicevært.

Så kl. 14.30 ringede jeg med  stivfrosne rystende fingre til INI, for at høre hvad meningen var, og jeg tror de forstod situationen, ihvertfald blev jeg viderestillet helt vildt, og enden på det blev at de undskyldte for at den vicevært der skulle have mødt mig, desværre var sygemeldt, men de ville øjeblikkeligt sende en anden !

Han ankom kort efter eller rettere de kom tre mand, og inden jeg havde talt til fire, havde jeg nøglen til mit nye hjem, og den følelse var fantastisk, og selv om jeg overhovedet ikke kunne samle mig om noget som helst, og egentlig bare selv havde lyst til også at sygemelde mig et eller andet sted. Så gik jeg hjemad med skridt der nærmest gjorde mig svævende, og med en følelse af at nu kunne intet længere forstyrre min odysse i Grønland.

Byens flyttefirma, som havde opbevaret mit flyttegods i nu mere end fire måneder, havde jeg inden jeg rejste hjem på juleferie, lavet en aftale med om, at de kunne komme med mit indbo dagen efter jeg igen var ankommet til Sisimiut, og kl, 9 den 9. Januar, mødte fire unge flyttemænd op med flyttebil og en energi der vist kun findes hos unge mennesker.

En time senere var bilen tømt, og min tomme stue var ikke længere tom, men nu fyldt godt op med flyttekasser jeg ikke længere huskede hvad indeholdt, samt møbler pakket ind til ukendelig, af det flyttefirma der i Danmark havde stået for flytningen. Mit midlertidige hjem, overtalte jeg drengene til at hente, mod at de måtte få et karton cigaretter, jeg godt nok havde købt til Vittus på skolen, men han må vente til en anden god gang, og at fire deler et karton cigaretter, er vel egentlig også bedre end at Vittus ryger dem alene …..

Som det kan ses på billedet, sammenlignet med det billede der tidligere blev taget af køkkenet, ja så har lejligheden fået helt nyt køkken, mens jeg har været hjemme på juleferie. Adskillelsen mellem stue og køkken er fjernet og erstattet af skabe og bord langs væggen til højre, og det fungerer fint, selv om der nu er et stort gulvareal, jeg ikke helt har fundet ud af hvordan jeg udnytter, men måske skal der stå sådan en huggeblok som slagtere har, så kan jeg jo afvente om der kommer noget at “hugge” i ;-)

Billedet viser to nye og vigtige ting der “er kommet ind i mit liv”  En trykkoger, det er det monstrum til venstre, stiftede jeg første gang bekendskab med, da jeg for mange år siden var på projekttur på Europas floder, sammen med eleverne Nicky og Klaus samt skipper Allan, på det gode skib Maya. En Molich 10 meter, øvrigt en sejlbåd der er konstrueret med tanke på alt andet end flodsejlads, måske derfor var kabyssen ikke særlig stor. Det var glæden derimod over at opleve hvor alsidig et køkkenredskab en trykkoger er. Vigtigst er det nok i denne sammenhæng, at den koger kartofler på den halve tid, hvilket sparer meget brændstof til komfuret, men det at den er helt lukket, gør også, som vi oplevede det i Flensborg fjord, under angreb af en tordenbyge, hvor båden blev lagt næsten vandret, at maden bliver i gryden, hvilket opvasken som Nicky netop var i færd med at klare ikke gjorde, den endte på dørken, sammen med alt det andet der lå løst rundt omkring i båden.

Blomsten som jeg ikke ved hvad hedder, var alt hvad Pissifik kunne byde på i denne uge, jeg må vist til at holde lidt bedre øje med hvornår der ankommer nye planter til byen. Jeg er lidt spændt på om den overlever mørket, men den ser nu overraskende livskraftig ud, så mon ikke den klarer det, sammen må vi spejde efter solen, og lade lyset, når det endelig er der, give ny energi.

Jeg kan ikke lade være med lige at vise, hvor flot min nye og på dette tidspunkt eneste plante, sprang ud, det gør mig glad når naturen under selv de sværeste forhold, trodser alle odds, og bare gør det den i udgangspunktet var bestemt til at gøre . . . . .

Køkkenet er bare ja køkkenet, men det er nu rart at få fornøjelsen af at tage et nyt køkken i brug, så det nyder jeg så længe det varer.

Modsatte side af køkkenet, hvor der er plads til køleskab, de uundværlige køkkenmaskine og min fryser.

De uundværlige køkkenmaskine, og indrømmet det er mandelir med en kaffemaskine der maler bønnerne lige før den brygger kaffen, men det smager nu godt. El- kedlen der kan indstilles til at varme vandet op til 40 – 80 – 90 eller 100 grader, så behøver man ikke sidde og puste helt så lang tid på at den varme kakao inden den bliver drikkeklar ;-)

Soveværelset eller hobbyrum ja det afhænger vel af brugen, men dejligt er det nu med gode skabe .

Mit nye arbejdsbord, er endelig kommet på plads, og dermed har mange ting fundet deres faste plads i skabene nedenunder, fiske-grej, jagt-grej, helikopter-grej og meget andet grej ligger nu ikke længere og flyder på gulvet, og det er jo rart.

Hoveddøren og et lille vindfang, som i et nødstilfælde nemt kunne fungere som køleskab, vaskemaskine, brandslange, og den praktiske stålbordplade.

MIne nye og ubrugte ski, købt på udsalg, og i følge damen i butikken passende til mig, det har så desværre vist sig at skiene er beregnet til en person med en kropsvægt omkring de 60 kg, så enten skal jeg på en helt vild slankekur, eller også skal jeg finde nogle mere passende ski, men godt de var billige :- (

Garderobeskabet i entreen, har åbenbart mistet lågerne, men det fungerer jo alligevel meget godt.

Der gik lidt bådbygger i det da jeg skulle lave nye hylder til nichen på mit badeværelse, de oprindeligehylder var så medtaget af et langt liv i et vådrum, at mit håndværkerhjerte ikke kunne bære deres tilstedeværelse.

Godt hjulpet af min kollega EC, der udover at være en hyggelig svensker, også ved hvad skolen har i gemmerne, fandt vi noget mahogany, og efter noget høvlen og limen sammen, havde jeg nye hylder, og det var da de skulle lakeres, at bådbygningens temaet slog mig, og så var der ingen vej udenom, de måtte lakeres hjemme i stuen, hvor støv ikke er den samme trussel mod den blanke overflade, som den er over på skolens træværksted.

Borplade stumpen til højre, bliver det nye hovedgærde på min seng, jeg er træt af at min hovedpude hele tiden ender på gulvet ;-)

Her er de så lagt på plads, og hvilken toiletpapir vil ikke gerne rulle sig ud på sådan en hylde.

En andet udfordring der en morgen åbenbarede sig foran mig, var revnen i mit sofabord, først lille og ubetydelig, men da den truede med at dele mit sofabord i to, måtte jeg skride til handling.

Handlingen på udfordringen blev nogle skruetvinger og noget lim, der genforenede og nu fastholder de to halvdele. Den tørre luft  heroppe skaber faktisk store udfordringer til nærmest alt der er lavet af træ, men jeg har nu også en mistanke til at opbevaringen af mit flyttegods spiller en ikke  uvæsentlig rolle i misæren.

Posted in Sisimiut | Leave a comment

Nordlys

En aften i Januar 2013, gav himlen over Sisimiut mig en opvisning i Nordlys, og hvor er det fantastisk at naturen kan frembringe sådan et festlys, et lys det det ene øjeblik var et sted på himlen i en form, og et øjeblik senere et helt andet sted i en anden form, mystisk og roligt svævende under stjernerne.

Nordlyset over Sisimiut denne aften fremstod som en lang stribe af lyse hvide skyer, men når man fotograferer det, bliver det på billederne de flotte grønne farver der her ses – lidt underligt !

Det ene øjeblik bredt og transparant, skiftende til smalt og mere koncentreret.

Her er det Karlsvognen, der blinker i baggrunden, og i øvrigt vender den noget anderledes end når den ses fra Danmark.

Fjeldene i baggrunden bliver oplyst af månen, der var fuld i aften, men måske Nordlyset også bidrager med extra lys.

Klik på billederne for at se dem i fuld størrelse !

Posted in Vandreture | Leave a comment

Jagt på ukendte jagtmarker.

Jeg indrømmer gerne, at min opfattelse er at jagt og alt det der definerer jagt, meget, men ikke udelukkende, er noget mænd hygger sig omkring.  For mit eget vedkommende, har våben og det at jage med gevær, altid været en større, men desværre i perioder, bestemt også mindre, del af mit liv.

Tilbage i tiden, og vi snakker nemt 40 år, var jagt noget min far Arne, tog på, ude på fjorden og på havet, Edderfugle og Gråænder var her det oplagte bytte. Senere tog jeg det selv op, og i en periode, hvor jeg var arbejdsløs,  sejlede jeg, om vinteren,  med jægere i min motorbåd, først i en Nordan 21, og da det lignede en god idè, invisterede jeg i en Nordan 24. Vinteren det år gjorde det desværre næsten umuligt at sejle i fjorden.

Nærmest i desperation, hyrede jeg en vognmand til at fragte båden til Hals, hvor der var isfrit, og hvorfra jeg en stund kunne holde “forretningen” sejlende, nogen overskudsforretning blev det dog aldrig, men jeg fik nogle sjove oplevelser, sammen med ihærdige jægere fra hele landet. .

Når jeg tænker tilbage, er der en bestemt tur, der tydeligere end de andre, træder frem,  nemlig historien om fire små landmænd fra Randers. De ankom i gummistøvler så store som huse, men selv med dem på, kunne de ikke nå gulvet når de sad på bænken i kahytten, og deres geværer virkede helt forkerte, alt for lange til de små mænd, husker jeg at jeg tænkte. De havde også snaps med, alkohol hører jo med til mange af de ting mænd gør sammen, men de her små mænd, de drak det af de her hvide engangskrus alle kender, og de skænkede altså næsten op til kanten, så mens vi sejlede ud af fjorden bredte der sig en stemning i båden, der ikke lige passede sammen med skarpladte hagl geværer. Hvorvidt om de skød noget husker jeg ikke, men turen hjem i tæt vintertåge på Limfjorden, med grødis der blokerede kølevandsindtaget til motoren,  med tågesignaler hylende i ørene, og med en stor skibsside, der pludselig dukkede ud af tågen, ret foran stævnet,  blev det en oplevelse jeg aldrig har formået at ryste af mig.

Billedet øverst, viser ammunition i de to meget forskellige kalibre, jeg har valgt, indtil videre, skal være ammunitionen i mit “arsenal af våben”  den lille er en  kaliber 17 HMR,  en lille kaliber af typen salonriffel, men med en træfsikkerhed der, i teorien, overstiger det meste, dette på grund af en forholdsvis stor ladning og dermed hurtige projektil hastighed, og jeg glæder mig virkelig til at komme ud og indskyde riflen i denne for mig ukendte kaliber.

Den store eller større ammunition på billedet er en kaliber 30.06 Springfield, en kaliber der her i Grønland, ligesom i store dele af resten verden, er godkendt til at skyde hvad der findes af storvildt, det vil her i Grønland sige rensdyr og moskusokser. I min verden betyder det at jeg kan skyde rensdyr, med rimelig sikkerhed for at energien i kuglen, er fuld tilstrækkelig til at nedlægger dyret på en forsvarlig måde.

Der er dog en andre væsentlige  faktorer der spiller ind, i spillet om at nedlægge et rensdyr, og det er som den første at jeg jo skal inden for skudhold, og da der ikke går rensdyr rundt her i byen, betyder at jeg skal arrangere transport fra byen ind i baglandet mod Øst – Nordøst. Her kan jeg mærke at det irriterer det mig noget, at min båd står ubenyttet i en garage i Frederikshavn, havde jeg den heroppe var transportproblemet løst. Lige som fisketure, ville være muligt på den bedste måde. Når transporten er aftalt, skal der arrangeres noget overnatning, enten i en hytte eller i et telt, og endelig skal der pakkes proviant, kogegrej, tøj og sovepose, igen ville båden med dens kahyt være rar at have i nærheden.

Riflerne der passer til min ammunition, er øverst en Sako 85 Bavarian, monteret med en Nikon Monarch X  2,5×10 – 44 med lys, en riffel og en kikker i mellem klassen, og rigelig til mit behov (et behov jeg i øvrigt ikke helt kender omfanget af ). Ved dens side ligger der en Sako Quad Hunter 17 HMR , monteret med en Nikon Prostarff  3×9 – 40, en kombination der forhåbentligt vil gøre det svært, ja nærmest livsfarligt, at være Rype i området ved Sisimiut ;-)

Glæden over at eje og aje en riffel, kan ikke umiddelbart beskrives, men visheden om at nogle stolte våbensmede har gjort deres ypperste for at jeg skal få den bedste oplevelse med mit våben, giver i min verden, al mulig grund til at være ydmyg, og er det ikke i det lys de bedste oplevelser venter.

Seneste nye i forhold til det eventuel at komme på jagt, er at jeg i forbindelse med at jeg skulle fastlægge sommerferie, har valgt at ligge en uges ferie i, eller tæt på uge 37, som er omtrent midt i Jagtsæsonen. Det er så nu denne periode mit focus, i relation til  jagt, er stillet skarpt på, og lur mig om ikke der venter store oplevelser.

Forleden da jeg lige skulle afklare med mine kollegaer, om det var muligt, i forhold til deres ferie planer, at jeg tog væk i denne uge, foreslog Jesper at vi da kunne tage afsted sammen, og hvis det med hensyn til skema og øvrige gøremål på skolen, er muligt, så vil det jo være en velkommen introduktion, til jagt på ukendte jagtmarker .

 

Posted in Jagt | Leave a comment

En vandkant og et hus ved Limfjorden

Morfar se ! – nu kaster jeg en stor sten i vandet !

Ved Limfjorden nær Mou ligger der et sommerhus, et sommerhus som i mange år har tilhørt mine tidligere svigerforældre, det er nu overgivet til mine børns mor og hendes bror. Huset er beliggende i et område ved Limfjorden, hvor jeg er vokset op og i øvrigt har tilbragt en stor del af mit voksne liv, en opvækst og et liv der uden tvivl er grunden til at jeg i dag trives rigtigt godt med at  fjorden og havet, der også dengang var min foretrukne legeplads, befinder sig  ”inden for en armslængde”.

Mine forældre havde også sommerhus i området ved Frydenstrand, så da jeg var dreng, gik jeg som Jonas på billedet, ofte i flere timer langs fjorden, hvor jeg sikkert også smed sten i vandet, eller samlede på ting, og det vildeste jeg husker var en gang jeg gik ud mod Egense, og fandt en mindre olietønde, fyldt med noget jeg vel troede var værdifuldt, ihvertfald  trillede jeg den hele vejen hjem til vores sommerhus, hvor min far åbnede den, blot for at konstatere at det var gammelt spildolie, sikkert kaster over bord fra et skib…..

Under mit ophold i Danmark i forbindelse med julen 2012, fik jeg mulighed for at opholde mig nogle dage i det hyggelige hus, i øvrigt et hus vi da pigerne var små, har holdt mange dejlige ferier i.

Minder fra dengang jeg, ja faktisk det meste af året, boede med mine forældre i vores hus på Frydenstrand, bliver levende på en rar og genkendelig måde, blandt andet blev jeg på samme måde, som da jeg var barn, flere gange vækket af en rumlen, der i nattens stilhed, meget tydeligt fortæller, at et skib sejler forbi ude på fjorden.

Tilfældet at jeg kom til at bo i sommerhuset, benyttede min søn, svigersøn og datter med børnebørn sig heldigvis af, og aflagde mig et besøg, og vi har i familien altid haft nemt ved at overtale hinanden til en tur til vandet, og når det som her befinder sig kun 150 meter fra huset, er det jo ligetil.

At slå smut med en sten kræver øvelse, og flade sten, dem fandt vi ikke mange af ved Frydenstrand, men det forhindre os jo ikke i at tro på at det kan lade sig gøre alligevel, og et smut kan alle jo lave ;-)

Marie i vintertøj, omgivet af de grålige danske vinterfarver, jeg synes de klæder hinanden.

Tobias som tog de fleste af  billederne denne dag, har her taget et billede, der på flotteste vis, viser det mystiske grå dis, der denne dag lå over Limfjorden, under mere normale forhold, ville man nemt kunne se den modsatte bred af fjorden, men denne dag smeltede himmel og fjord sammen til et gråt tæppe uden horisont.

- også den her morfar, den er flot !

Se lige det udtryk Jonas udstråler, jeg følte mig et øjeblik som Obelix, og var straks beredt til at bære selv de største sten hjem.

For inden vi vendte de kolde næser hjemad, måtte Jonas altså have nogle af de flotteste sten med hjem, og hold op hvor er de alle sammen flotte, min lomme blev ihvertfald fyldt med små og store sten, som alle i Jonas øjne var nødvendige at tage med hjem til huset, hvor vi vaskede dem og hvor Jonas det mest af aftenen holdt øje med, hvornår de var tørre igen.

Vel inden døre igen, og med mørket som nærmeste nabo, blev der tid til at hygge, og snakke om det der lige nu var interessant, men hvad Marie, på billedet, snakker eller spørger om husker jeg desværre ikke, men noget tyder på at det krævede eftertanke……..

- og hvis ikke Morfar lige gad tænke efter, ja så kunne Marie da også bare vende øjnene mod himlen og bryde ud i en hovedrysten, der kan sløre ethvert billede.

- og mens vi sad der og sludrede, kom ham Jonas bette Bay flyvende ind fra venstre, og altså ! - alle børnebørn bør som noget af det første, lære at man kildrer sgu ikke en morfar.

Tomheden og stilheden i det lille hus, da alle var kørt hjem, rungede en rum tid, men er det ikke livsglæde at glæde sig, og se frem til at se børn og børnebørn igen – jo vel er det da det !

Posted in Danmark | Leave a comment

Hvem drømmer ikke om at skrive en bog…

- Ja det må jeg indrømme at jeg gør !  - mine første forsigtige skridt frem mod at prøve dette, kan læses herunder. Det er min hensigt og en lille drøm, at jeg under mit ophold i Grønland, meget gerne vil kunne fortsætte den historie jeg startede på for ti år siden, efter mit ophold i Nuuk, og min tro er, at en dejlig dag, kommer inspirationen, som sne fra himmelen, og gør det muligt for mig af fortsætte……

- for hvis ikke en bog om en grønlænder, der i et fremmed land, farer vild i forsøget på at finde meningen med livet, skal skrives i Grønland, ja hvor skal den så skrives ?

Han forstod det ikke ! - er indtil videre titlen, men læs min første side og kommenter gerne hvis du har lyst !

Billedet er midlertidigt lånt.

Han forstod det ikke, der hvor han kom fra var de fattige og hjemløse ikke så velklædte og ej heller så velsoignerede, men det var nu mest det glade udtryk i deres ansigter der forvirrede ham. For hvordan kunne de være glade, når de var nød til at overnatte i en sovepose direkte på fortovet, kun skærmet fra vinden og kulden, af ham eller hende der lå ved siden af. Han tænkte over det og kom langsomt frem til at det bare var endnu en af de mange ting, han ikke vidste om danskerne, men han vidste dog, at hjemme i Ilulissat ville ingen, uanset hvor fattige de var, lægge sig til at sove udendørs foran en butik, i Januar måned, gjorde de det ville de højst sandsynligt aldrig vågne igen.

 Det var to dage siden han havde fejret det nye årtusinde, og selv om tømmermændene var døde, vel nærmest ved en form for selvmord, for han havde bestemt ikke selv gjort noget for at udslette dem, havde han det ikke særligt godt. Kulden og den klare stjernehimmel, mindede ham alt for meget om dengang han var ung, og om dengang hans far tog ham med på fangst, nogle gange til fjelds, andre gange ud på isen, ikke altid fordi de var nød til det, men mere fordi de havde det bedst når de lavede noget sammen.

 Han tænkte på sin far, der nu var en gammel svækket mand, han boede stadig i familiens lille hus lidt uden for byen, de små vinduer vendte ud mod havet, bagved dem sad faren, det meste af sit vågne liv og drak kaffe og spiste hvad han nu lige havde i huset, for det meste var det mad købt i det nye supermarked, mad der her om vinteren blev opbevaret i en plasticpose hængende uden for vinduet.  Supermarkedet havde danske håndværkere bygget på den plads, hvor der tidligere havde ligget et skibsværft, værftet var lukket for flere år siden i takt med at glasfiber og stål havde afløst træ som det foretrukne byggemateriale til skibe og joller. Hans far havde i øvrigt aldrig forstået, hvem der nogensinde kunne få brug for alt det mad, der lå i de mere end ti meter lange frysere i supermarkedet.

 Det skete en gang imellem, når kroppen ikke værkede alt for meget, at hans far, her om vinteren støttet af sin gamle hundeslæde, gik ned til brættet hvor han gerne fik foræret noget fisk eller sæl. De fangere der stadig tog ud på fangst, var ikke længere nogen faren kendte, det var fangerne der kendte hans far, og som vidste, at han mange gange før i tiden, havde været den der var kommet ind med fangst, fangst han med en glæde, der bar skyggen af nødvendighed, ofte havde delt med bekendte i bygden, bekendte der af en eller anden grund, ikke længere selv kunne skaffe frisk fangst.

 Tankerne tilbage på sin barndom med faren, i Grønland, var ikke de eneste tanker der denne nat holdt ham vågen, gennem vinduet det altid, uanset vejret, stod åbent, kunne han se hvordan dagen langsomt vågnede, og for en stund skubbede natten til side. Natten var med årene blevet hans eneste fristed, om natten var der ikke nogen der forventede noget af ham, han kunne disponerer frit over hvert eneste sekund, og det var natten der igen og igen, vækkede tankerne om dengang han levede et liv han kunne overskue. Vintrene i Ilulissat var nok koldere end de vintre han havde oplevet i Danmark, men vintrene i Grønland, er et velkomment signal om, at det nu er det tid til at forberede sig på et liv i et andet og roligere tempo, lige som de dyr, de levede i harmoni med, havde de sommeren igennem levet godt af den overflod af de fisk, fugle og rensdyr, naturen var så rig på. Om vinteren levede de af sæler og de fisk de kunne fange med langliner, under isen ude på den tilfrosne fjord. Forrådsdepoter lagt til side, i tilfælde af at vinteren blev så hård, at de ikke kunne jage i det omfang der var nødvendigt, var en anden, ikke uvæsentlig del af vinterens livsnødvendige energitilskud.

 I Danmark flød det hele bare sammen for ham, uanset om det var vinter eller sommer, var udbuddet det samme, en uhyrlig overflod at mad og materielle “nødvendigheder”, mødte ham hvor end han valgte at bevæge sig hen, fortovene var i store dele af den indre by, en sand forhindringsbane af tilbudsskilte, og alle syntes at handle om det samme, nemlig at han altid skulle købe meget mere end han havde brug for. Overfloden virkede ikke til at bekymre danskerne, de levede på alt for mange måder, et liv han aldrig ville kunne leve.

 Lige her i natten var det netop kravene fra det danske samfund om hvordan han skulle leve, der holdt ham vågen. Kommunen, der med en ihærdighed, han aldrig selv havde været i besiddelse af, trak ham rundt fra arbejdsplads til arbejdsplads, i noget de kaldte arbejdsprøvning, han skulle prøve og træne sig i form til at besidde et arbejde, der hvis han var heldig, ville gøre ham i stand til at leve i den samme kvælende overflod, som de danskere han underligt nok, respekterede for deres evne til at tilsidesætte urgamle instinkter, alene for at kunne leve et liv i materialismens favn, men som han også dybt nede i sine følelser kun havde foragt tilovers for. 

 En foragt der lige nu kun skabte modstand mod at tilpasse sig kommunens krav, kravet lige nu var at han skulle træne sig i form til at være mødestabil, faktisk handlede arbejdstræningen mest om at blive stabil i alle livets såkaldte nødvendige færdigheder, for som de på overbevisende vis udlagde det for ham, ”du vil opleve en større livskvalitet, hvis du lærer at passe et arbejde”. 

 Et liv med stor kvalitet, var for ham et liv hvor han havde en ubegrænset frihed til at bestemme over alt i sit liv, men også et ubegrænset ansvar for alt hvad han foretog sig, og han oplevede igennem sin omgang med danskerne, at netop frihed og det at tage et ansvar, var værdier i forfald, og set i den sammenhæng, skabte det den følelse af modstand, som netop nu gjorde den kommende morgen til noget uoverstigeligt.

 

Posted in Ord der skaber tanker. | Leave a comment

Sømandshjem og andre hjem.

Alt-tekst

Sømandshjemmet hvor jeg boede i den bagerste bygning for neden.

Sømandshjem har for mig altid fremstået som rolige, asketiske og venlige på en måde, som kun den kristne overbevisning kan forklare.

Lige fra mine første nætter på et sømandshjem, har jeg forbundet sømandshjem med følelsen af at være tryg og dermed havde det godt, igennem mødet med et venligt personale og de øvrige gæster, der specielt her i Grønland ofte kommer langvejs fra, har mine ophold altid været forbundet med gode oplevelser.

Mit første møde med et sømandshjem var som udstationeret tømrerlærling, det var i 1976 i Horsens, hvor vi som jeg husker det, gik i mudder fra syv morgen til syv aften, og trætte begav os hjem mod sømandshjemmet.

Sømandshjemmet lå inde midt inde i byen, hvor jeg i øvrigt delte dobbeltseng med Frode, en gæv og lidt skæv tømrersvend, der snorkede helt vildt, og som uafladeligt lige skulle have en sjat kaffe . . . . .

To måneder på sømandshjemmet i Nuuk i vinteren 2001-2002 i forbindelse med mit første ophold i Grønland, har i høj grad også bidraget til det gode indtryk. Vi tilkaldte danske arbejdere og de lokale, der meget bruger sømandshjemmet som spisested i hverdagen, og som udflugtsmål om søndagen, gjorde at der altid var folk og liv på sømandshjemmet.

At jeg så nu her i Sisimiut, igen har fået fornøjelsen af at bo på et sømandshjem, ja det havde jeg end ikke turdet håbe på, men nu er jeg her, på et ganske almindeligt værelse med eget bad, skrivebord, seng, tv og en Clockradio.

Maden er meget dansk, en aften er der Herregaardsbøf med bløde løg, en anden er der Kalvefilet stegt som vildt, og ja ! – hvem kan ikke li det. Betjeningen er delvis danske unge på “mission” og lokale grønlandske unge der med et smil øser maden op i portioner, tilpasset kundens ønske.

Mit værelse på Sømandshjemmet, hvor jeg nåede at bo i to uger. Til forskel fra mine mange uger på Sømandshjemmet i Nuuk, som jeg virkelig nød,  blev de to uger her i Sisimiut faktisk rigeligt for mig. Forklaringen tror jeg skal findes i at da jeg arbejdede i Nuuk, arbejdede vi 10 timer om dagen, seks dage om ugen, den tid der var tilbage af døgnet, enten spiste eller sov vi. Derudover var alternativet dengang et værelse i en container, der sammen med 20 andre containere var stablet sammen til en håndværkerlejr.

Denne gang er alternativet ikke en container, og de mange timer hvor jeg, i mit nye og anderledes arbejde har overskud til at mærke stilheden, er denne gang nok også medvirkende til at jeg vil og orker mere end bare være træt.

Lige nu bor jeg i en lille lejlighed, møbleret og hyggelig på den der uforklarlige grønlandske måde. Lejligheden er beliggende i forbindelse med de kollegieværelser, hvor også vores lærlinge bor, og det er hyggeligt at hilse på bekendte, når jeg begiver mig udenfor.  De undre sig dog lidt over at jeg bor der midt imellem dem, måske er de lidt utrygge ved tanken om at jeg skal se dem komme fulde hjem fra byen, hvad ved jeg, men vi er jo kun unge en gang, og her langt væk fra mor og fars overvågende blik, kan det jo godt give udslag af skødesløshed.

Min stue, hvor fjernsyn og computer, ikke er tændt bare fordi  de kan, men fordi det reelt er det eneste “fornuftige” at foretage sig, det bliver forhåbentlig anderledes når jeg får mig er rigtigt hjem, og får mit flyttegods udleveret. Hvis nogen genkender lampen på spisebordet, så er det rigtigt, sådan em lampe har jeg også i Sæby,og stor var min gensyns glæde da jeg så den – underligt hvad ting kan gøre. . . . . .

Køkkenet hvor min aftensmad bliver tilberedt, fryseboksen i køleskabet er desværre ikke stor nok til at jeg kan handle ind på brædtet, men Pisifik har nu et ganske godt udvalg af frisk kød og grøntsager, og selv om et broccoli hoved koster 35,- kr.  - så hører det jo til i min mad verden.

Udsigten fra stuen over mod de lys blå huse og Kællingehætten skifter fra dag til dag, solen der jo flytter sig ( eller hvad det nu er der flytter sig) gør at fjeldene ændre karakter, konturer kommer frem og forsvinder stille igen,  selv farverne på husene ændre sig i det skiftende lys.

Kællingehætten som er den spids midt i billedet, er et yndet mål for vandreture om sommeren,  jeg mener også at man om vinteren tager derop på ski og snescooter. På Christine fra Sisimiut`s blog, er der flere rigtigt gode billeder deroppefra      http://christineisisimiut.wordpress.com/2012/08/08/sommer-i-sisimiut/

Sådan tager det sig ud når vinteren melder sin ankomst. Sneen falder først på fjeldenes toppe, og breder sig langsomt ned over de lavere beliggende dele af land og by. Det er lidt spændende hvornår sneen for alvor pynter byen op, for helt ærligt, så kan det kun pynte med noget sne, der ligger så meget skrammel og affald i byens vandløb og grøfter, og det bliver sikkert overset, fordi man ved at, en dag kommer sneen, og så er det jo væk !

Oktober er endnu ung, men temperaturen og måden den nye sne falder og bliver liggende på, fortæller mig at det nu nok er ved at være vinter i Sisimiut. Når jeg forsigtigt udtrykker min begejstring for sneen, for mine kollegaer, vrisser de af mig og opfører sig lidt som om jeg bare er en turist på vildspor, men lidt efter kan jeg fornemme at de godt kan huske hvordan de selv engang kunne begejstres over den første rigtige sne.

Dog er jeg bevidst om at de jo virkelig ved, og har mærket hvad vinter og sne er på disse breddegrader, dels længden af vinteren, men også mørket der her de første måneder af vinteren, bare bliver mere og mere mørke sort.Først når vi kommer på den anden side af nytår, og solen igen kommer til kræfter, bliver solen sammen med muligheden for at kunne tage på tur ind i landet, og ud på fjordene, til den glæde der gør oplevelsen af vinteren til en af de bedste.

 

 

Posted in Sisimiut | Leave a comment

Rundt i Sisimiut

Den bedste måde at opleve en fremmed by på er til fods, og en by som Sisimiut, bidrager på den mest fantastiske måde til at denne påstand holder hele vejen.

De høje fjelde på tre sider og havet på den fjerde, gør sammen med himlen, at der uanset i hvilken retning man kikker, altid er en baggrund, der som en kulisse på pragtfuld vis, iscenesætter hver eneste krog i byen på en nærmest majestætisk måde.

Husene herover som jeg hver morgen som det første kikker over på fra min midlertidige bolig, synes jeg er et godt eksempel på hvor Grønland er på vej hen i forhold til relativt fremtidssikre boliger.

Beton blokkene viger i stigende omfang for moderne, energi rigtige, og ikke mindst maleriske bygninger. Husene på billedet er så vidt jeg ved, en del af en af de to boligforeneinger, hvor jeg pt. er nr. 12-14 på venteliste til en permanent bolig i.

Den runde bygning her er det nye ingeniørkollegium, et omdiskuteret byggeri hvis udformning blev valgt efter en  arkitektkonkurrence hvor fire firmaer eller konsortier deltog. Min mening er nok at balancen imellem hvad der er brug for, og hvad der vil tage sig flottest ud, er tippet lidt for meget over imod et udtryk der meget er til for udtrykkets egen skyld.

Måske er det min indsigt i arkitekturs betydning i forhold til at tiltrække dygtige studerende og undervisere, eller mangel på samme, der gør sig gældende, men nu bygningen står der synes jeg helt bestemt at den tager sig flot ud. Med til historien hører at byggeriet er finansieret af Villum fonden og A.P.Møller og hustru Chastine`s fond til almene formål, og i det lys er den nu også et flot eksempen fra den fantastiske række af bygninger disse fonde har båret frem.

Havet som var byens eneste adgangsvej før helikoptere og flyvere tog over, ligger stor og frygtindgydende for foden af de fjelde byen Sisimiut hviler på. Med dybe fjorde både nord og syd for byen, er der rige muligheder for at opleve oplandet og naturen med båd, og det er da også mere reglen end undtagelsen at man har båd her, og grunden er indlysende.

Lystfiskeri er der ikke rigtigt noget af, her fisker man for at få mad på bordet, sit eget og sine venners. Man høster så at sige af naturens store spisekammer, og her er til forskel fra de egne i Danmark jeg kender som lystfisker, rigelig med fisk. Store torsk og helleflynder sejler man bare få hundrede meter ud fra havnen for at fange, og som jeg oplever det er det mere et spørgsmål om at kunne stoppe med at fiske end der er et spørgsmål om man fanger noget.

Billeder herover er nede fra Brædtet, et meget autentisk indslag i bybilledet, og benævnelsen for det sted i byen, hvorfra fangere kan sælge deres overskud af fisk, sæl, rensdyr, moskus og fugle,  Laksene på billedet kostede 50,- kr / kg hvilket er normalprisen for friskfanget Laks, men to og tre dage gamle fisk kan købes for typisk 50,- kr  for hele fisken, på måske 4 kg. Brædtets udvalg er et værdsat supplement til de dyre madvarer fra Brugsen, og stedet hvor årstiden på en meget konkret måde afspejler sig i udvalget af frisk fisk og kød.

Skulpturen Herover, som står ved indkørslen fra lufthavnen, fortæller på smukkeste vis hvad fiskeri betyder for Sisimiut, hovedparten af de fisk og rejer der fanges i Grønland, fanges af skibe hjemhørende i Sisimiut, hvor også landets største fiske/reje forarbejdsningsfabrik ligger.

Om båden her er på vej på fisketur er ikke til at vide, for det er jagtsæson og mange sejler om i fjordene for at komme på skudhold af de mange rensdyr der er i området ind mod Kangerlussuaq. John vores inspektør kom hjem fra jagt i Onsdags, han havde sammen med sin søn og nogle venner nedlagt 14 rensdyr,  sønnen Malik på 11, havde skudt to, hvoraf han havde fået lov til at sælge halvandet dyr til hvem der var interesseret, en skøn måde at få suppleret sine lommepenge på. Min ærgelse over ikke at have en fryser, har ikke fortaget sig endnu……

Fortsættes !

Posted in Sisimiut | Leave a comment

Ud forbi hundene

Tilbageblik mod byen

Lørdag begav jeg mig ud på min første vandretur ud af byen.

Jesper oppe fra skolen, som meget venligt have lagt øre til mine efterhånden gamle historier om, dengang i Norge, hvor jeg gik lange turer, og besteg høje fjelde, han havde også lagt øre til mine romantiske drømme om jagtture ude i baglandet, han foreslog en dag sådan lidt tilfældigt, at jeg da skulle gå en lille tur, for ligesom at mærke virkeligheden, og få afstemt mine forventninger, “bare gå ud af byen, forbi hundene og følg så grusvejen så langt du har lyst, tag madpakke med og nyd stilheden”, som han sagde.

Jagtture i Grønland er mest af alt mange timers vandring op af mere eller mindre stejle fjelde, igennem våde og sumpede dale, op og ned i søgen efter dyr. De jagtture hvor man så er heldig, eller dygtig og skyder dyr, ja der bliver turen med et, til et projekt, et projekt hvor turen tilbage til lejren med det nedlagt dyr, nemt bliver meget hårdere end turen ud. Så en god fysisk form er alfa og omega for en vellykket tur.

Hvorfra, som jeg opfattede det,  Jesper havde fået det indtryk fra, at jeg ikke skulle være i rimelig god fysisk form, må guderne vide…..men jeg gjorde som han foreslog, gik ud ad byen, gik forbi hundene og gik videre ud i fjeldet bag byen.

Område hvor hundene holdes hele sommeren

Klik på billederne for at gøre dem større, og klik igen for endnu en forstørelse, så burde i ved hjælp af piltasterne kunne finde hundene.

At gå forbi hundene, betyder at man går igennem det område uden for byen,  hvor størstedelen af byens slædehunde er parkeret, bundet i kæder står de hele sommeren igennem derude. De bliver typisk fodret hver anden dag, og nogle har adgang til små hundehuse,  da jeg gik igennem området, lå de fleste hunde og dasede i solen, det så ikke ud til at varmen var det der passede dem aller bedst. Unghunde op til et halvt år går frit rundt, men de løse hunde jeg så, holdt sig pænt til deres familier.

Det var en stærk oplevelse at gå igennem denne hundenes by, selv om de ikke gjorde sig bemærkede, var jeg aldrig i tvivl om at de holdt øje med mig, og mine tanker om ulve i flok, gjorde at jeg måske gik lidt hurtigere, lige det stykke af turen.

Fangerplads med slæder og udstyr

Pladser som denne, lå spredt ud over området med hundene, slæderne stod ubrugte hen, men det er ikke svært at forestille sig det aktive liv der ligger og venter på hunde og slæder, når sneen og frosten har forandret fjeldene til brede motorveje for hundeslæder.

Efter godt halvanden times vandring, når jeg frem til en skøn plet, hvor jeg vælger at gøre hold, omgivet på tre sider af høje fjelde, og med udsigt til en smuk blå sø, smider jeg rygsækken og finder kaffe og madpakke frem, og hvorfor ved jeg ikke, men det hele smager helt vidunderligt i disse omgivelser.

Da jeg vil til at sætte mig ned,  opdager jeg at jeg er ved at sætte mig midt i en masse bær, sortebær måske, de smager lidt surt, men glæden ved at overhovedet at kunne plukke noget i denne golde natur, overdøver nemt den bitre smag.

Fornemmelsen af at være helt alene forstyrres ind imellem af nogle hule drøn, jeg gætter på at det må være nogen der er på jagt, jeg kan ikke rigtigt retningsbestemme lyden, der minder om torden. Jeg får senere at vide at der for enden af grusvejen, ligger en grusgrav, hvor det er meget almindeligt at tage hen for at indskyde sin riffel. Aleneheden forstyrres ind imellem også af biler der kører forbi på grusvejen, jeg ser at flere af dem sætter personer af, som med rygsæk på ryggen, begiver sig videre ud i fjeldet. Min tur ender her, jeg er egentlig forbavsende frisk, men mine fødder er trætte, måske er det de nye støvler der lige skal gåes til, måske er det alligevel min “sofakondi” der spiller ind . . . . ;-) men turen hjem forløber fint, meget fordi det mest går nedad mod byen og inde i byen går det igen nedad mod Sømandshjemmet. En dejlig tur er slut, men tro mig, jeg skal derud igen og gerne lidt længere næste gang.

 

 

 

Posted in Vandreture | Leave a comment

Hej Verden !

Velkommen til bloggen Isigaa

Isigaa betyder `jeg øjner` eller `det jeg ser` og jeg kender ikke et bedre grønlandsk ord for det jeg gerne vil med denne blog, nemlig at gengive hvad jeg oplever under mit ophold i Sisimiut, ærligt, ansvarligt og med et smil.

Isigaa kan også betyde `fod` – grønlandsk er et forunderligt sprog, med nuancer, vi ikke kender i det danske.

Dette billede som jeg er lidt glad for, er taget nede fra Sømandshjemmet, på en af de dage hvor himmelen bare ville vise hvor klar blå den kan være. Byen Sisimiut breder sig nede fra havnen og op over fjeldet, og mange af de farvestrålende huse er bygge på fjeldtoppe, og dermed på grundfjeld. Der bygges stort set ikke i de lavt beliggende områder, da disse typisk hviler på permafrosten, og da den er en uberegnelig størrelse, vælger man det sikre grundfjeld.

Posted in Forside | Leave a comment